Binær

13 maj

Dato

tor. 13. maj. kl. 19.00
100 kr. + gebyr
Dørsalg 130 kr.
Oplev to af de bedste live-rappere med én af spillets varmeste producere i ryggen. Binær or be square!

Rappere der er kommet for at rappe. Punktum.

Binær er et makkerskab mellem to af landets teknisk og lyrisk dygtigste rappere flankeret af én af de stærkeste hiphopproducere. Trepac og Mund de Carlo på mikrofonerne. Xeren på knapperne. Samtidigt er det et samarbejde mellem to selvgjorte hiphop-labels i mulden, Echo Out og Struglaz. Det er lyden af den hiphop, som mange slet ikke var klar over eksisterede indenfor de danske grænser.

I 2016 udgav Binær albummet ’Umage’. og i efteråret 2019 droppede opfølgeren til den anmelderroste debut. DK’s mest aktive hiphop-blog ’Det Godt Nok’ tildelte to’eren, ’Gods’ fem stjerner med bl.a. følgende ord: ”De leverer højdepunkt efter højdepunkt, og tilføjer en god håndfuld stærke numre til et allerede skræmmende stærkt bagkatalog. Trepac og Mund de Carlo er pt. de teknisk dygtigste rappere vi har herhjemme. Ikke nok med det, så er deres tekster vedkommende, rammende og så enormt velskrevne og
gennemarbejdede at deres arbejdsmoral og kærlighed til håndværket siver ud igennem højtalerne. Alt dette gør, at ’Gods’ uden tvivl er årets allerbedste udgivelse”.

Musikmagasinet Gaffa skrev desuden om seneste plade: ”Gods-toget buldrer derudad med kvalitetsbeats, lækre detaljer og nørdede rim-konstruktioner, der viser, hvordan det lyder, når der er lagt hjerteblod og hjerneaktivitet i musikken.”

I november 2019 buldrede Binær fra et udsolgt Pumpehuset rundt til ni byer i kongeriget og mødte dedikeret opbakning fra deres loyale fangruppering, de såkaldte ’Binibers’. Efter deres aflyste Roskilde Festival koncert i 2020 er det en sulten trio der møder op på Stairway torsdag den 13. maj.

Oplev to af de bedste live-rappere herhjemme med én af spillets varmeste producere i ryggen. Binær or be square!