CODY

04 nov

Dato

tor. 04. nov. kl. 19.00
175 kr. + gebyr
Dørsalg 205 kr.
Codys lyd er blevet kaldt indie, americana, post-folk, post-rock, crooner m.m. Kært barn har mange navne!

Siden debuten i 2009 er Codys lyd blevet kaldt indie, americana, post-folk, post-rock, crooner m.m. Kært barn har mange navne. Selv ser de fire faste medlemmer Line Felding, David Fjelstrup, Frederik Thybo og Kaspar Kaae sig som et rockband med en plan for livet. De vil blive ved med at udfordre sig selv og publikum med musik, man har lyst til at blive ved med at vende tilbage til. Bandets spilleglæde, erfaring og fælles puls trækker i hjertet hos både publikum og anmeldere i større og mindre sale. Helt særlig er bandets evne til at gå dynamisk fra spæde, smukke, tyste detaljer til højenergiske rockbrag på den mest organiske og naturlige måde.

Den anmelderroste kvartet udgav i starten af 2020 sit syvende udspil, som er bandets til dato mest ambitiøse og samtidig smukkeste album. Albummet er som at åbne en skuffe med gamle polaroider: Dén fest, dén udsigt, dén duft, dét udviskede fejlskud, som du stadig kan huske alt omkring. Små glæder, vilde følelser, ubehagelige tanker, de evindelige store spørgsmål. Det blev da også i pressen kaldt bandets hovedværk og modtog en lang række strålende anmeldelser og placeringer på lister over 2020's bedste albums.

Albumtitlen er Win Some, og noget af det indtagende (winsome) ved det er dets kaleidoskopiske strøm af minder, indtryk og følelser. Kvartetten bevæger sig stilistisk friere end før: Codys altid stærke melodier svæver, hakker og vendes på hovedet i et filmisk, både poetisk og råt lydunivers. Lytteren kommer langt omkring med hylende guitarer, opklippede klaverfigurer, improviserede strygereventyr og fuldfed bas. Win Some er som forgængeren I’ll Ride With You fra 2016 blevet til i samarbejde med producer Mads Brinch (Bisse, Niels Skousen, Blaue Blume, Folkeklubben m.fl.)

CODY har været aktive i Danmark og udlandet siden 2008, og bandet udgav deres debut-EP CODY og debutalbum 'Songs' i 2009. I alt er det blevet til fem albums og to EP’er, som alle er blevet rost til skyerne af både danske og udenlandske medier. Men selvom bandet er blevet taget godt imod af anmelderne og ikke mindst publikum, har det også været en udfordring at holde maskinen i gang. Cody er gået fra syv medlemmer, et stort kollektiv, til nu at have fire medlemmer, der har været med fra den spæde start. De har plejet et stærkt venskab gennem årene. Den slags venskab, man vel kan kalde familie.

I CODYs musik og bandets optrædener mærker man, at musikerne har spillet sammen i over 10 år og har udviklet noget ganske særligt sammen. De er et eksempel på, at det i sidste ende betaler sig at gå gennem ild og vand sammen. ”In the end you win some”, som det hedder på albummet Win Some.