The Love Coffin + The Foreign Resort

10 jun

Dato

tor. 10. jun. kl. 19.00
120 kr. + gebyr
Dørsalg 150 kr.
To af de mest hårdtslående og potente bands på den danske rockscene.

The Love Coffin har gennem de senere år etableret sig som et af de mest hårdtslående og potente bands på den danske rockscene. Debutalbummet Cloudlands fra 2018 viste deres potentiale og med deres nye album Second Skin, der udkom i 2020 på Bad Afro og franske Third Coming, tager de atter er par skridt frem.

Second Skin er produceret af bandets guitarist Kristian Alexander Pedersen og den engelske producer Guy Fixen, der har arbejdet med artister som The Pixies, Stereolab, Breeders og Slowdive og udgivelser på legendariske pladeselskaber som Creation, 4AD og Beggars Banquet. Guy Fixen tilbragte et par uger i studiet i DR’s gamle lokaler på Rosenørns Allé i København og det viste sig at være en god ide, da sangene på det nye album står stærkere og lyder bedre end nogensinde før.

The Love Coffin har en unik lyd, der fanger lytteren med stålsat intensitet og smittende energi. De 10 sange på Second Skin er ret forskellige – fra den eksplosive ”Seasick” til den mørke og stemningsfulde ”Stripped Down”, der åbner albummet. ”A Shrinking Thing” er derimod melodisk og optimistisk. Det mest bemærkelsesværdige er dog sangeren Jonatan K. Magnussens indbydende og alligevel ildevarslende vokal og måden, hvorpå bandet spinder deres soniske udtryk omkring ham.

Ét af The Love Coffins fremherskende egenskaber er deres passion. Dette er gang på gang blevet bevist ved deres seks-stjernede koncerter, og samme glødende indlevelse og nerve er at finde på Second Skin, samtidig med at bandet afsøger nye sider af sig selv.

Oplev det på egen krop når The Love Coffin indtager Stairway denne forårsaften.

 

The Foreign Resort

Københavnske The Foreign Resort kombinerer den dunkle mystik fra The Cure’s Pornography-æra med en fremaddrivende produktion i stil med LCD Soundsystem. Siden trioens dannelse har The Foreign Resort udviklet deres musikalske stil og tilføjet adskillige påvirkninger undervejs. Med mere end 500 koncerter på bagen, hovedsageligt i USA, Canada og Tyskland er bandet yderst medrivende på scenen. Det er det, der i dag giver dem deres særskilte stil, energi, melankoli og kompleksitet.

The Foreign Resort’s seneste album ”Outnumbered” udkom i 2019 på det canadiske selskab Artoffact Records efterfulgt af ”The Rabbit Hole EP” i 2020.