Tears + Modest

05 nov

Dato

fre. 05. nov. kl. 19.00
100 kr. + gebyr
Dørsalg 130 kr.
Melodiøs og fængende rockmusik fra Aarhus' finest.

TEARS

Tears startede som et soloprojekt i 2015 med debutudgivelsen ”33” som afsæt derpå. Båndet, der blev udgivet af københavnske Posh Isolation, bar præg af et nyligt stiftet bekendtskab med Casiokeyboards og trommemaskiner, og afsøgte en mere poppet og melodipræget tilgang til Jeppe Grønbæk Andersens (f. 1994) musikalske virke og praksis modsat de tidlige år, hvor han spillede i flere Aarhusianske punk og hardcorebands (Urban Achievers, Happy Hookers For Jesus, Pleasure, Tilebreaker).

Tears har sidenhen af flere omgange udviklet sig til et regulært band med flere roste udgivelser og koncerter i bagagen. I dag er det den ærlige, kraftfulde og fængende klaver- og guitarbaserede rockmusik, der karakteriserer lyden af Tears. 

Tears består af Jeppe Grønbæk Andersen (vokal og guitar), Patrick Kociszewski (guitar), Anders Ahle (klaver), Julius Lykke (bas) og Lasse Kolding (trommer). 

Den 12. marts 2021 udkom Tears første reelle album ’Binging, Bragging, Bitching’ på Part Time Records. Her tager Grønbæk Andersen udgangspunkt i livets op og særligt nedture, hvor musikkens persona fortæller historier fra et dynd af druk og sorg. Pladen er et ærligt, kraftfuld og fængende rockalbum, som af anmelder Lars Knudsen beskriver således: ”Binging, Bragging, Bitching er både fandenivoldsk, selvironisk og gennemført fedt. Og på albummets afsluttende titelnummer, giver Grønbæk det sidste han har i sig, på et nummer han selv kalder et punktum på en tilværelse fuld af druk, sorg og selvmedlidenhed.”

 

MODEST

Aarhusianske Modest laver melodiøs rockmusik med referencer til blandt andet The Smiths i bedste forstand; nogle gange nærmest euforisk i sit udtryk, andre gange nærmere direkte dystopisk og mere post-punket.

Bandet havde deres debut i 2015 med deres kasettebånd (S/T), og i 2017 udgav de A-B side singles ”Pretty Sure it’s Honest I” og ”Pretty Sure it’s Honest II”, der opnåede stor anerkendelse blandt kritikere i de danske medier, og skabte en voksende opmærksomhed omkring bandet. Samme år spillede Modest på Rising scenen på Roskilde Festival.

I januar 2019 udgav Modest deres anden EP, ”For The Better”. Denne udgivelse er den hidtil mest gennemførte bandet har præsteret, og deres single “Please Keep An Eye On Me” er blevet spillet flittigt på P6BEAT.

Siden ”For The Better”-udgivelsen har Modest været i gang med at skrive nye sange, og der kommer snart ny musik fra aarhusianerne.